Gratis e-bøger om brætspillet Go på internettet

A Go Guide From a Beginner by Haris Kapolos

 1,594 har set denne side ialt,  2 har set denne side i dag

Der findes et utal af bøger om brætspillet Go og du kan hurtigt købe dig fattig, hvis du vil studere Go fra en boglig indgangsvinkel.

Jeg vil i dette indlæg præsentere og anmelde en række gratis e-bøger (i PDF format), som du kan læse og hente fra internettet.

Men efter min mening, så er stort set de fleste Go bøger af jævn dårlig kvalitet. Det er selvfølgelig en provokation.

Hovedparten af lærebøgerne om Go er mest opslagsbøger med emner, som forfatteren mener er vigtige at fokusere på. Forfatterene har typisk høj kyu eller dan erfaring, men ofte slet ingen didaktisk eller pædagogisk grundviden til at formidle det stof de skriver om i et sprog, som målgruppen kan forstå.

Det er der mange grunde til. Historisk set, så bliver man Go spiller ved at stå i mesterlære, dvs. lære gennem praksis og vedledning fra erfarne spillere. Det ses også i dag blandt de mange online Go skoler.

Men jeg har tiltro til, at der også sker noget på den mere boglige side i disse år. Jeg har set eksempler på gode koreanske undervisningsbøger og jeg har læst, at der er fokus i Europa på, at få produceret undervisningsmateriale til nye Go spillere.

Men tilbage til de gratis e-bøger. Du behøver ikke, at starte med at købe dig fattig i Go bøger. Du kan finde mange på internettet til frit download.

Introduktionsbøger

Play Go – A few simple rules… limitless possibilities

Dette er en mini-bog på 20 sider udgivet af British Go Association. Hvis du ikke ved noget om Go, så er dette en god introduktion, der kommer hele vejen rundt. Lidt om historie, spillet, regler, gennemgang af et spil og opgaver.

Bogen har en del år på bagen, og retter sig mod englændere, men som introduktion til Go er den udmærket.

Play Go – A few simple rules… limitless possibilities

Begynderbøger

The Way To Go (30 kyu – 25 kyu)

Af Karl Baker, 2008, 30 sider (dobbelte sider)

Dette er en grundig introduktion til Go. Den gennemgår reglerne og spillet med mange eksempler.

Den indeholder ikke mere end det, hvilket faktisk kan være godt.

Bogen er oprindeligt fra 1986, så den har mange år på bagen, men da den ikke indeholder emner som Go teori, taktikker eller strategier, så er den dejlig tidsløs.

The Way To Go

GO: Erobringens kunst (30 kyu – 20 kyu)

Af Mogens Esrom Larsen, 1989 (2020), 58 sider

Dette er en grundbog i brætspillet Go fra 1989 skrevet af en dansk matematiker og forfatter.

I letlæst tekst og klare, instruktive diagrammer giver forfatteren en grundig introduktion og instruktion til spillet, omfattende regler, taktik, strategi, finesser, spileksempler – store og små – samt småopgaver mv.

På trods af bogens antal sider, så formår Mogens Esrom Larsen at komme hele vejen rundt på en meget pædagogisk måde. Han forklaring og brug af japanske termer undervejs i teksten er fremragende.

Denne bog er udgivet på forlaget Go Dojo Danmark og kan hentes her:

Go: Erobringens kunst

River Mountain Go – Volume 1 (30 kyu – 20 kyu)

Af Oliver Richman, 2006, 108 sider

Dette er en amerikansk bog. Når jeg skriver det, så er det fordi amerikansk Go pædagogik handler meget om, at du bare skal kaste dig ud i at spille. Tab de første 100 spil og så lær af dine fejl.

Der benyttes AGA Go reglerne, så optælling forklares ikke ordentligt for os danskere, der primært benytter japanske regler.

Bogen er skrevet ud fra forfatterens kursusmateriale for begyndere, og jeg oplever det mere som en slags erfaringsopsamling af punkter og områder, hvor nybegyndere kan støttes. Det er der ikke noget i vejen med, men jeg synes, nogle beskrivelser er overfladiske og har mere karakter af gode råd.

Samlet set er bogen fin nok, at få inspiration fra, når du lige har lært det basale.

River Mountain Go – Volume 1

A Go Guide from a beginner (ca. 30-20 kyu)

Af Haris Kapolos, 2019, 200 sider

Denne bog er et projekt, hvor målet er at udgive en gratis begynderbog på så mange forskellige sprog som muligt. Den findes i dag på engelsk, græsk og fransk, og er undervejs på 5 andre sprog også.

Med dette projekt håber Haris, at få flere spillere i forskellige lande til at interessere sig for Go.

Bogen er beregnet for nybegyndere og let øvede spillere. Haris skrev bogen da han selv var begynder, så derfor er bogen måske lettere tilgængelig læsning end bøger skrevet af meget Go erfarne.

Bogen gennemgår primært de mest basale former, åbninger, angreb/forsvar, liv og død.

Det stærkeste kapitel er nok omkring basale former, som jeg tror mange begyndere vil kunne få glæde af.

A Go Guide from a beginner

Falling in Love with Baduk – Play a game in a week (ca. 30-20 kyu)

Af Dahye Lee og Jihee Baek, 2011, 240 sider

Denne bog er en introduktion til spillet Go. Den er bygget op som et 6 dages kursus og gennemgår alt det basale du bør vide.

Bogen er skrevet af to koreanere, og er to sproget. Baduk er det koreanske ord for Go. Halvdelen af teksten er på koreansk, så den er faktisk overkommelig.

Den gennemgår reglerne, afslutning på spillet, forbinding og afskæring, atari og forskellige taktikker i forskellige situationer. Bemærk at atari (som er japansk) kaldes dansoo, hvilket er det koreanske udtryk.

Jeg kan godt lide siden ”7 Rules You Must Know Before Playing Baduk”. De regler er værd at huske for alle Go spillere.

Bogen er skrevet på meget nemt engelsk, og ret pædagogisk, hvilket er sjældent blandt Go bøger.

Falling in Love with Baduk – Play a game in a week

Bøger for mere erfarne spillere

River Mountain Go – Volume 2 (20 kyu – 8 kyu)

Af Oliver Richmanv 0.4.8 (October 7th, 2006), 73 sider

Dette er andet bind i kurset River Moutain Go.

Bogen indeholder emner, som udvidelser (’Extenstions’ på engelsk), sente (At tage initiativet), moyo (Potentiel territorie), joseki (Gennemprøvede træksekvenser) og forskellige strategier og taktikker omkring joseki.

Bogen går generelt lidt mere i dybden med forklaringer og beskrivelser, men der mangler flow, på samme måde som i bind 1. Kapitlet om sente er nok den længste tekst, hvor jeg har set nogen prøve at forklare begrebet, så det kapitel synes jeg er interessant.

Forfatteren har den mening, at det er meget vigtigt, at øve sig på at kunne en masse joseki, og giver meget plads til at forklare flere typer og hvordan de kan benyttes i praksis.

Jeg er uenig. Jeg opfatter joseki, som en slags grundforskning, som du kan lade dig inspirere af. Du skal have den viden, hvis du vil blive bedre til Go, men måske skulle man vælge at læse dedikerede josekibøger i stedet. Der sker også hele tiden noget nyt indenfor joseki, så materialet kan nemt blive uaktuelt for den slags spil, man har i dag.

Bogen er efter min mening meget bedre end bind 1, men jeg tror målgruppen nok nærmere er 20 kyu – 15 kyu.

River Mountain Go – Volume 2

Om at spille Hoshi (15 kyu – 5 kyu)

af Finn R. Jensen, 1988 (2020), 90 sider

Bogen indeholder en samling udvalgte 4-4 punkts josekier, som kan anvendes i brætspillet Go. Det er en ny udgave af en oprindelig bog fra 1988, men indholdet holder i dag.

Jeg vil anbefale bogen som en let indføring i udvalgte joseki. Den kan give dig noget inspiration til dit spil og måske give dig lyst til at studere yderligere joseki.

Denne bog er udgivet på Go Dojo Danmark og kan hentes her:

Om at spille Hoshi

Shape Up! (10 kyu – 5 kyu)

af Charles Matthews, Seong-June Kim, 2019, 219 sider

Forfatterens formål med bogen er at Go spillere skal kunne få en forståelse af former, hvor vitale punkter dukker op, der kan have afgørende betydning for spillet.

Derudover vil han med bogen:

  • Lade spilleren udvikle en forståelse af, hvad gode og dårlige former er
  • Skrive en reference for Go former
  • Forklare hvor de vitale pinkter er i forskellige former
  • Integrere ordsprog om former i spillerens Go ordforråd og deres undtagelser
  • Demystitificere mange almindelige tesuji (Go opgaver, der handler om at øve læsning af vitale punkter)
  • og mere

Der er et forslag til, hvordan du kan læse udvalgte dele af bogen, så du får tre kurser ud af det: Et 10 kyu kursus, et 5 kyu kursus og et opsamlingskursus med yderligere viden.

Jeg kan anbefale bogen, selvom du ikke er i forfatterens anbefalede målgruppe. Det tager tid at lære alle disse grundlæggende former og deres anvendelse, så jeg tænker, at bogen også har stor værdi, fra 20 kyu til 10 kyu.

Shape Up!

How to Play Against Stronger Players – Volume 1: Local Positions (5 kyu – 1 dan)

Af Sakai Michiharu, 1969 (2001), 119 sider

Bogen gennemgår 24 specifikke lokale sitiuationer på brættet, som ofte optræder i handicap spil ifølge forfatteren, som på daværende tidspunkt hvor han skrev bogen (1969) er 8 dan professionel.

Jeg skal ikke kunne sige, om disse positioner stadig optræder ofte her omkring 50 år efter, på grund af Go spillets stratetiske udvikling, og om de er relevante. Da jeg ikke er så erfaren, så kan jeg ikke svare på om bogen er god.

Som mindre Go erfaren ville jeg kun læse den, hvis jeg ikke havde andet at studere. Men jeg vil godt tro, at mange af taktikkerne kan være værdifulde at kunne for mere erfarne.

How to Play Against Stronger Players – Volume 1: Local Positions

Go spil

En undergenre indenfor Go litteratur er kommenterede spil. Jeg tror man skal være ret nørdet, eller have ret høj Go rang, hvis man læser den slags bøger.

Jeg synes, at det er meget tung læsning i forhold til, at få et spil gennemgået i en youtube video.

Når det er sagt, så er det vigtigt, at studere analyserede spil af dygtige spillere, hvis du seriøst vil blive bedre til Go. Jeg har dog erfaret, at de fleste bøger med kommenterede spil kun er rettet mod erfarne eller meget erfarne spillere. Desværre.

Go on Go: The Analyzed Games of Go Seigen (5 kyu – 1 dan)

Jim Z. Yu, 1999, 539 sider

Go Seigen, eller som han hedder på kinesisk: Wu Qingyuan, var en af de største Go spillere i det 20 århundrede. Han blev født i Kina i 1914, immigrerede til Japan i 1928 og døde i 2014.

En lang række af Go Seigens berømte spil analyseres og kommenteres i denne bog.

Kommentarerne er meget præcise og der er mange diskussioner over variationer, dvs. hvad de enkelte spiller kunne have gjort anderledes og konsekvenserne af det.

Bogen er dog for Go spillere, der har så meget erfaring, at de ved præcist hvorfor et træk er en fejl, når der kommenteres at trækket er en fejl. Derfor er bogen mest for erfarne spillere.

Som mindre erfaren spiller ville jeg nok have ønsket, at der stod, hvorfor netop dette bestemte træk var en fejl. Det er virkelig noget jeg savner, som nyere spiller. For hvor skal jeg finde information eller viden om, hvorfor netop dette træk var en fejl? Hvis jeg kunne få den information direkte i kommentaren, så ville jeg også kunne lære noget af bogen. Så havde bogen også have et større publikum.

Go on Go: The Analyzed Games of Go Seigen

How to Play Against Stronger Players – Volume 2: Illustrative Teaching Games (5 kyu – 1 dan)

Af Sakai Michiharu, 1969 (2001), 54 sider

Sakai gennemgår 14 handicap spil, der spænder fra et 4 stens handicapspil mod en 4 dan spiller til et 9 stens handicapspil mod en 4 kyu spiller.

Målet med bogen er, at hvis du er en svagere spiller, skal du ikke frygte stærkere spillere. Sakai skriver, at spilleres overdrevne frygt for stærkere spillere kan undgås, ud fra hans observationer, hvis de:

  • Undgår at træk, som ikke er nødvendige
  • Kæmper hvor de nemt kunne opnå fordel
  • Undgår at reagere overfor den stærke modtanderes ufærdige potentielle stærke former

Tja, det lyder da fornuftigt, men det er nok nemmere sagt end gjort.

Jeg ikke har Go erfaring nok til at kunne vurdere, om bogen er god.

Sakais kommentarer til spillene bærer præg af, at han har spillet den stærke spiller, og at det er hans ekspert vurdering alene og ikke hvad modstanderen egentlig har gjort sig af tanker om trækket, der er vigtigt. Han skriver f.eks. ”af en eller anden grund vælger sort, at spille…” og ”sort spiller virker til, at være jaloux på hvid spillers territorie”. Jeg ville gerne have været et spadestik dybere, og fået sorts begrundelse for at spille det bestemte træk, og at lægge følelser som jaloux over på sin modstanders træk fortæller vist mere om ham selv, end om spillet. Måske skulle han ikke have valgt sine egne spil. Jeg ved det ikke. Men bogen er også fra 1969, og pædagogikken har ændret sig meget siden da.

How to Play Against Stronger Players – Volume 2: Illustrative Teaching Games

Opgaver

I dag findes der rigtig mange steder på internettet eller apps til din mobil, hvor du kan løse tsumego, altså Go opgaver. Men der kan være faldgruber ved, at løse tsumego på den måde, hvis man ikke gør det ordentligt.

En fordel ved de følgende bøger kan være, at der ikke er en løsning med. Mit forslag til dig er, at du printer et par sider ud af gangen, og så prøver at løse opgaverne i hovedet. Når du kan løse hver af dem på et par sekunder, så er du klar til at printe et sæt nye opgaver ud.

2000 Basic problems

172 sider, 2051 opgaver.

Bogen ligger gemt på ”LR Studios” hjemmeside. Det er firmaet bag bla. to Go apps ”Tsumego Pro” og ”ElyGo”. Jeg vil kun kort skrive om disse, at ”Tsumego Pro” kan anbefales, men ”ElyGo” skal du holde dig fra.

Opgaverne er inddelt i sværhedgrad:

  • Level 1 : beginner (30k-15k)
  • Level 2 : basic techniques (15k-5k)
  • Level 3 : intermediate problems (5k-2d)
  • Level 4 : advanced problems (2d+)
  • Level 5 : high dan problems (5d+)

Der er et link i bogen til flere tsumego, som ikke virker, så bare se bort fra det.

Der er ingen forklaring på, hvad hver opgave går ud på, så du skal selv læse situationen. Da opgaverne er i stigende sværhedsgrad, er det god træning i læsning af Go situationer.

2000 Basic problems

Cho Chikun – Encyclopedia of Life and Death Vol. 1 – Elementary tsumegos (20 kyu – 1 kyu)

2004, 900 problemer

Dette er nok den mest kendte ”moderne” tsumego bog. Hvis du vil lære at spille Go seriøst, så kan du ikke komme udenom den.

Opgaverne er svære for helt nybegyndere. Jeg vil tro de spænder i sværhedsgrad fra 20-1 kyu. Der er ingen beskrivelse af, hvad opgaven går ud på, så det kræver, at man er god til at læse Go, for i det hele taget, at finde ud af, hvad målet med den enkelte opgave er.

I indledningen står, at de fleste opgaver er for spillere med lav kyu rang. Som interessant bemærkning, så står der, at spillere med dan rang, bør kunne løse hver opgave på et par sekunder og alle opgaverne på omtrent en time. Det er da en maraton opfordring til spillere med dan rang.

Jeg har læst et andet sted, at hvis du kan løse alle opgaverne i løbet af nogle måneder uden at skulle tænkte meget over dem, så kan du blive en stabil 6 kyu spiller.

Jeg vil anbefale bogen, når du har en vis erfaring med at løse lette tsumego, da den kan være med til at skærpe din Go læsning.

Cho Chikun – Encyclopedia of Life and Death Vol. 1 – Elementary tsumegos

Kilder

British Go Association

http://cdn.online-go.com er filbibliotek subdomæne til OGS – Online Go server

The Multilingual Go Book Project

Tiger’s Mouth – American Go Foundation’s youth site

American Go Association

LR Studios

Tsumego Colletions

– Siden er sidst opdateret 9. december 2020 Kl. 17:06

Henrik Falk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *