Historien om Go for børn

Go historier for børn og andre

 814 har set denne side ialt,  2 har set denne side i dag

(Til oplæsning for børn og andre. Genfortalt af Henrik Falk)

Dette er legenden om hvordan brætspillet Go blev opfundet.

For tusinder år siden var historier og eventyr noget man fortalte til hinanden fra forældre til børn.

De allerførste historier handlede tit om mennesker, som havde haft nogle møder med guder eller eventyrvæsner, som man troede på eksisterede på den tid. Historierne skulle lære os noget om hvad der er godt og hvad der er dårligt. Man skulle altså kunne lære noget af historien. Disse historier kalder man legender. Det udtales: Le-gæn-der.

I det gamle Kina var der forskellige tidsperioder, som man kalder dynastier. Hvert dynasti varede mange hundrede år og havde mange konger. I Kina kalder man konger for kejsere.

For omkring 4700 år siden var der et dynasti, som varede næsten 500 år. Det blev kaldt Wu Di, hvilket betyder de fem kejsere. Faktisk var der flere en fem kejsere, men der var flest legender om fem af dem, så derfor blev perioden kaldet Wu Di dynastiet.

En af disse kejsere levede for omkring 4300 år siden og hed Yao Di. Han var en god og meget klog kejser. Alle i hans kejserrige holdt meget af ham.

Yao Di rejse ofte rundt i sit kejserrige med hans ansatte, for at sikre sig at hans folk havde det godt. En dag kom han til et stort bjerg og var blevet meget træt af den lange rejse.

Han faldt i søvn og havde en drøm.

Han drømte om den første kejser i Wu Di dynastiet, som hed Huang Di. Huang Di var meget berømt fordi han havde opfundet mange ting, som ingen før havde set. Han opfandt magneten, hjulet og de første murstenshuse. Han byggede et observatorium, så man kunne studere stjernerne, og lave en bedre kalender. Men han var også en meget dygtig soldat og vandt mange krige.

Yao Di drømte, at Huang Di spillede et brætspil mod en fe, der hed Yong Cheng.

Yao Di havde aldrig set dette brætspil før, så han spurgte Huang Di, hvad det var for et spil.

Huang Di forklarede ham, at det hed Go. Han havde opfundet spillet, så han kunne forberede sig til en krig mod hans rival Chi You. Sorte og hvide sten forestillede soldater fra henholdsvis Huang Di og Chi You hære.

Ved at spille dette brætspil og blive klog på det, var Huang Di i stand til at besejre Chi You.

Yao Di spurgte i drømmen, om Huang Di ville lære ham dette spil. Det ville han gerne.

Da Yao Di vågnede lavede han et Go spil og det fik de regler, som han havde fået fortalt af Huang Di i drømmen.

Senere fik kejser Yao Di en søn, som hed Dan Zhu. Da han var lille elskede han at lege og da han blev ældre ville han hellere det, end at lære og studere. Nogle mente endda at Dan Zhu ikke var et særlig klogt barn. Det bekymrede faderen Yao Di, som jo gerne ville have en klog søn. Så han lærte Dan Zhu at spille Go.

Fordi Dan Zhu var god til at lege lærte han hurtigt spillet, og der gik ikke lang tid før han kunne slå sin far kejser Yao Di.

Men til hans fars ærgrelse, så blev Dan Zhu så grebet af Go, at han ikke interesserede sig for andet.

Så da Dan Zhu var gammel nok til kunne få et vigtigt job i kejserriget, valgte Yao Di i skuffelse en anden person til jobbet.

Det gjorde han selvom hans rådgivere havde anbefalet, at sønnen skulle have jobbet. Men kejser Yao Di sagde, at hans søn Dan Zhu ikke kunne andet end at spille Go, og derfor ikke kunne få jobbet.

Senere blev Dan Zhu forvist, altså bedt om at forlade kejserens palads, og han flyttede langt væk til en anden del af landet.

Denne legende blev nedskrevet flere tusind år senere og i den stod: “Yao Di skabte brætspillet Go”.



Denne side er licenseret under en Creative Commons Kreditering 4.0 International-licens
Creative Commons-licens.

– Siden er sidst opdateret 20. juli 2021 Kl. 17:20

Henrik Falk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *