Hørt og læst om Go – September 2020

Spil som en samurai 15 oktober 2020

 1,256 har set denne side ialt,  1 har set denne side i dag

Her kan du finde korte historier om, hvad jeg har læst og hørt om Go i Danmark og udlandet, som jeg finder interessant. Jeg tilføjer løbende historier i løbet af måneden, så hold øje med nyt indhold.

Danmarksmesterskaberne i Go 2020 – 16-18. oktober

16.- 18. oktober 2020 afholdes der ”Danish Open Go Championship 2020” i Go i Ringsted.

Der er offentlig adgang til arrangementet, men pga. Covid-19 restriktioner, så er det primært åbent for pressen, så du kan ikke være sikker på, at kunne få adgang.

Jeg vil skrive et indlæg om arrangementet her på hjemmesiden, når det er afholdt.

Du kan læse mere om DM i Go 2020 her: https://ringsted-go-klub.dk/RGK/Om%20Go/DM/2020/

Spil som en samurai eller viking – 15. oktober

Spil som en samurai 15 oktober 2020

Har du lyst til at prøve at spille Go?

Så kom til brætspilsdag på Pavillonen, Sports Center, Tværalle 5, 4100 Ringsted torsdag den 15. oktober mellem kl. 11-14.

Bemærk!!! Adressen på billedet er forkert!

Her er et godt udflugtsmål i efterårsferien, hvis du vil vide mere om Go og prøve det.

Blandt instruktørerne finder du bla. Søren Ohlenbusch, danmarksmester i Go.

Der er gratis adgang til arrangementet, men du skal tilmelde dig, så deltagerantallet kendes.

Ringsted Go klub står for arrangementet og du kan læse mere om det her: https://ringsted-go-klub.dk/RGK/Om%20RGK/Samarbejder/ringsted.html

CGS – Color Go Server

CGS Color Go Server New Game Go Dojo Danmark

Efter at computerprogrammet AlphaGo 2015-2017 slog nogle af de bedste Go spillere i verden er der sket meget indenfor Go. Erfaringerne med AI har efterhånden fundet vej til nye computerprogrammer og websider, som tilbyder forskellige muligheder for nye og erfarne spillere.

CGS eller ”Color Go Server” er et af disse nye tilbud. CGS er en online Go server. hvor du kan spille online Go med andre. Den indeholder de samme features, som de fleste andre online servere, men adskiller sig ved at være målrettet nybegyndere og mindre erfarne.

Målgruppen er altså primært nye Go spillere.

CGS benytter en brugergrænseflade og har nogle features, der kan hjælpe mindre erfarne spillere:

  • Territorier vises på brættet
  • Spillerens indflydelse vises på brættet
  • Svage grupper vises på brættet
  • Atari vises, men det kan slås fra
  • Antal frihedsgrader vises, men det kan slås fra
CGS Color Go Server Game In Progress Go Dojo Danmark

CGS er i beta, men skulle frigives i løbet af slutningen af november måned. De lover flere features, der er rettet mod begyndere. Udviklerne lover også, at CGS bliver gratis, da det skal finansieres primært ved donationer.

Da det er et fransk software firma, der står bag, kan man håbe, at der vil være lidt flere europæiske spillere, da de jo er i næsten samme tidszone.

Du kan læse mere om CGS her: https://www.uncommongames.net/en/color-go-server-en/

Dokumentarfilm – Weiqi Wonders: Conversations about the Game of Go in China

I 2012 producerede antropologen Marc L. Moskowitz en 50 minutters dokumentarfilm om Go, hvor han interviewede en række mennesker i Kina, der fortalte om Go og deres forhold til spillet. Både børn, unge, voksne, ældre, amatører og professionelle spillere fik taletid.

Jeg synes den er spændende fordi den uden filter lader folk fortælle deres historier. Dokumentaren forsøger ikke at konkludere noget, men giver et sjældent indblik i kinesisk Go i nyere tid set ud fra de medvirkenes personlige erfaringer.

Hvis du se dokumentaren uden at læse mine korte noter til filmen, så spring ned til linket sidst i afsnittet.

Der var omkring 300 professionelle Go spillere i Kina i 2012.

Mange unge i dag studerer Go, fordi det er et af de fire kinesiske kunstarter.

I det tidlige Kina var det mest kun aristokratiet, som spillede Go. De havde tiden til det. De skulle ikke arbejde i rismarkerne fra morgen til aften. Aristokratiet ønskede heller ikke, at Go blev for udbredt i den almindelige befolkning, fordi spillet blev associeret med dannelse, intelligens og klogskab.

I 1950’erne havde Kina meget svage spillere og først i 1970’erne begyndte de at være på niveau med japanske spillere.

I Korea spiller man meget praktisk og brugbart Go. I Japan spiller man meget smukt og meget i overensstemmelse med traditionerne. Her i Kina er vi nok lige midt imellem. Vi er nok lige så åbne for nye muligheder i Go som Korea.

Vi ser et klip fra et forældremøde i en skole, hvor en lærer fortæller om børneopdragelse. Det ville man nok ikke se i Danmark.

En ung mand fortalte, at hvis en ung ville forsøge, at blive professionel Go spiller, så krævede det den fulde opbakning fra familien. Det kunne f.eks. betyde, at man skulle flytte til en anden by.

En ældre mand, der spillede Go på en plads udendørs hele året fortalte noget lignende: ”Der er findes ikke sæsoner(vejret), når du spiller Go”. En anden udtalte, at Go er både underholdende og kan gøre et menneske perfekt.

En tredje ældre fortalte, at der ligger meget taoistisk filosofi i Go. Den sorte sten repræsenterer yang og er den aktive og angribende, mens den hvide sten repræsenterer yin og er den konservative og beskyttende.

En skoleleder fortalte, at eleverne lærer Go for at træne deres analytiske evner, blive selvsikre, få nye venner, og få bedre koncentration. De lærte at tabe og vinde. De bliver klogere. Når eleverne blev bedre til spillet, blev der lavet konkurrencer. Det handlede ikke om at finde en vinder, men at eleverne kunne få en erfaringsgrad, og at konkurrencer kunne være med til at udvikle dem.

Hver sten er lige, indtil de kommer i forbindelse med andre sten. Så der er mange filosofiske anker om relationer i Go.

En mand siger, at hvis du vil forstå kinesisk tænkemåde, så skal du lære Go.

Du kan se dokumentarfilmen her: https://www.youtube.com/watch?v=-Z3K9bkBWK8

”Womxn’s Online Go Club” oprettet i USA

American Go Association har netop oprettet den første online Go klub for kvinder i USA.

Ved første online møde deltog 11 spillere fra hele USA.

Grundlæggeren Samantha Fede skriver: ”Vores mål er at give et støttende og venligt sted for kvinder at spille Go online uden fjendtlighed eller chikane”.

Det handler nok mere end om chikane af kvindelige ”gamere”. Det handler også om, at få lavet gode uddannelsesmiljøer, der kan fostre dygtige kvindelige amerikanske Go spillere.

En tilsvarende europæisk online Go klub for kvinder, er der nok lange udsigter til, men det er da en ide til opfølgning. Begivenheden fortæller også noget om, at Go blandt kvinder bliver mere og mere populært.

I Asien er der i dag langt større fokus på, at uddanne kvindelige lærere og få kvindelige spillere frem. Måske fordi kvinder faktisk kan blive bedre end mænd til Go, hvis de vil.

Læs mere her: https://www.usgo.org/news/2020/09/womxns-online-go-club-holds-first-meeting-looking-for-new-members/

De 20 mest populære joseki i 2019 spillet af professionelle Go spillere

Selvom vi er i 2020, så kan det være interessant, at studere hvilke joseki, der blev benyttet mest i professionelle Go spil i 2019.

En bruger på OGS (Online Go Server) skrev i november 2019 et indlæg, hvor han linkede til de 20 mest populære joseki indtil da i 2019, spillet af professionelle Go spillere.

HOLOG-1 Nr. 1 Joseki 2019 bland professionelle

Topscoren ses på billedet ovenfor. En simpel 3-3 invasion, som optrådte i hver tredje spil.

Til info for nye Go spillere, så er joseki en serie gennemprøvede træk, hvor begge spillere kan få noget ud af det i en bestemt situation. Man kan sige, at det er en slags kendte taktikker, hvor modstanderne prøver kræfter mod hinanden i et bestemt område af brættet, typisk hjørnerne. Inden du tænker, at dem må jeg kunne alle sammen, så hold lige vejret. Der er virkelig mange. De erfarne siger også, at man ikke skal lære joseki, men man skal lære af dem. Hvis du har lyst til at se hvad joseki er for en størrelse, så er her et link til OGS joseki explorer: https://online-go.com/joseki

Du kan se de 20 joseki her med link til de enkelt i OGS joseki explorer: https://forums.online-go.com/t/the-twenty-most-popular-current-2019-joseki/23805/1

OGS – Online Go Server søger hjælp til at forbedre sin rang algoritme

Alle der har spillet på Go på online servere ved, at den rang man få tildelt ikke altid passer med den rang man har på en anden server, eller måske i forhold til en rang man har via en klub.

Det skyldes, at der er mange måder, at regne en spillers rang ud på. Hvis man spiller mange spil på en online server, så kan ens rang skifte meget, hvis ikke der tages hensyn til dette.

Der er også forskel på rang, når vi ser på Asien, USA og Europa. Nogle starter ved 30 kyu, andre ved 25 kyu eller 20 kyu.

Så rang er ikke bare rang.

Jeg har læst, at en spillers rang kan svinge helt op til +-3 grader afhængig af dagen. Nogle spiller helt sikkert mere stabilt end andre.

Så rang er som en elastik. Den skal ses i kontekst.

På ”Sensei’s Library” er der lavet en sammenligning af rang for de største Go organisation- og servere. Du kan se den her: https://senseis.xmp.net/?RankWorldwideComparison

For at undgå fluksationer i rang og at de er realistiske, så forsøger online Go serverne hele tiden på, at optimere algoritmerne til at udregne ens rang.

OGS spørger nu brugere om hjælp til at forbedre deres algoritme ved, at de ufylder så meget information om deres rang, de har andre steder. Dette kan gøres under indstillinger i skub-ud menuen til venstre:

HOLOG 1 OGS Konto linking

Hvis du har en dansk klub rang, så skal du vælge ”European Go Federation”, som organisation, da Dansk Go Forbund rapporterer til den, så vidt jeg er orienteret.

Vi får så se, om det i praksis får en betydning for en mere korrekt rang på OGS i fremtiden. Jeg tvivler.

Men det giver god mening, at indsamle rang information fra alle organisationer og online Go servere, så man kan få et mere opdateret rang billede end det på ”Sensei’s Library”. Hvis altså data bliver offentlig tilgængelig.

Du kan læse den originale tråd på OGS her:

Linking your AGA, EGF, or other organization / server account information to help us improve our ratings and ranking systems

Her er link til tråden på Reddit:

Linking your AGA, EGF, or other organization / server account information to help us improve our ratings and ranking systems – OGS Announcements

– Siden er sidst opdateret 10. oktober 2020 Kl. 19:59

Henrik Falk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *