Min Go Status nr. 1

Status Go Sten

 760 har set denne side ialt,  1 har set denne side i dag

Jeg vil en gang imellem skrive et indlæg, der er en status på, hvad jeg forsøger mig med og min erfaringer med brætspillet Go.

Hjemmesiden

OK, jeg har lavet denne hjemmeside. Den har taget et par timer at lave og imens tænkte jeg over, hvad jeg havde brug for at vide, for at komme i gang med spillet.

Jeg har skrevet et meget kort indlæg om, hvad brætspillet Go er for noget. Det er mest for at gøre besøgende på hjemmesiden nysgerrige på, hvad spillet går ud på. I slutningen af indlægget har jeg lavet en lille ordliste. Mest til eget brug. Jeg nævner det med grader af erfaring(kyo og dan) i indlægget, da jeg tænker, at det måske kan være med til, at nogle får lyst til at prøve spillet for at se, hvor gode de er eller kan blive.

Jeg tænker, at i slutningen af alle indlæg, jeg skriver for begyndere(som mig), vil der være en ordliste med Go udtryk. Ordlisten kan benyttes som et kort resumé af indlægget. Alle disse ord vil jeg samle i en ordbog for begyndere. Derved har jeg også selv styr på de grundlæggende termer. Jeg vil også lave en mere dybdegående ordbog efterhånden, som jeg bliver klogere. Begge vil jeg lægge ud her på hjemmesiden og opdatere løbende. Det er i hvert fald et af mine mål.

Det første jeg tænkte på, var at lære reglerne. Efter at have kigget lidt rundt på internettet, så synes jeg ikke rigtig, at de er beskrevet sådan tydeligt. Så jeg har oversat de officielle japanske Go regler til dansk, som jeg udgiver som indlæg, når jeg lige er færdig med ordlisten i slutningen af indlægget.

Derefter ville jeg gerne i gang med at spille Go. Tja, det var lettere sagt end gjort. Jeg skrev en liste med måder på, hvordan man kan komme i gang. Jeg forsøgte, at lave en prioritering af vigtighed og gik i gang med research af hver mulighed. Det viste sig, at der mindst en million milliard Go sider på internettet. Nu har jeg fået styr på, hvilke sider, jeg synes er de bedste for nybegyndere.

Jeg har også undersøgt forskellige Go programmer, bla. på Android mobiler. Alle mine fund skriver jeg sammen til et indlæg inden længe.

Min egen status

Hvor langt er jeg så kommet med Go. Tja, jeg har sat mig ind i reglerne og læst og set begynder guides. Jeg har spillet en del 9×9 spil på computer og mobil. Jeg kan lige klare at vinde flere af dem på letteste niveau, hvilket et af spillene påstår er omkring 18 kyo. Hvis jeg spiller mod et menneske, så er min erfaring nok endnu mindre. Så ja, jeg er begynder.

Jeg har prøvet lidt Go problemer, men jeg savner lidt, at målet med opgaven er beskrevet. Jeg opdagede at jeg i mange tilfælde bare prøvede mig frem, hvilket jeg ikke syntes jeg lærte noget af. Jeg er ved at teste nogle Go programmer, hvor jeg kan prøve forskellige variationer i praksis, så jeg på den måde bedre kan reflektere over løsningen. Men helt gode venner er jeg ikke blevet med Go opgaver endnu.

Mine spil er rimelig velovervejet i starten, men jeg løber hurtigt ind i situationer, hvor jeg bare bliver jordet, fordi jeg ikke har styr på hvordan jeg forsvarer mig eller angriber. Jeg tænker, at jeg skal studere lidt mere de forskellige typer grupper, hvor man kan afgøre om den er død eller levende. Lige nu er jeg lidt fokuseret på øjne, men aner ikke om det er vigtigst i første omgang.

Men som helhed, så har min undersøgelser af information om Go, gjort mig meget overvældet som nybegynder. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal begynde. Jeg har besluttet, at jeg vil prøve, at undgå spredt fægtning, så lige nu overvejer jeg, hvad jeg skal fokusere på.

Lige til sidst. Jeg har også oprettet mig som bruger på nogle servere, hvor man kan spille Go mod andre. Men jeg har ikke prøvet, at spille mod andre endnu. Det er nu mest fordi jeg ikke er trial-and-error typen. Jeg har ingen problemer med at tabe, men for mig giver det ingen mening og spild af tid, bare at sætte sten mere eller mindre tilfældigt ned på brættet og se hvad der sker.

Jeg har læst et eller andet sted, at man skal skynde sig at tabe de første 100 Go spil. Jeg er bare ikke typen, der skynder mig. Jeg vil hellere bruge lang tid på at træne et godt fundament, altså have en rimelig forståelse og fornemmelse af spillet, før jeg kaster mig ud online spil. Andre mennesker har helt sikkert andre erfaringer.

Lige til allersidst, så har jeg til tilføjelse til det, at jeg synes al den information om Go på internettet er overvældende. Der er så mange termer, jeg falder over, som gør mig helt forpustet. Som et eksempel er Sente og Gote. Jeg har vist meget at lære. Spændende.

– Siden er sidst opdateret 26. august 2020 Kl. 21:50

Henrik Falk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *