Hørt og læst om Go – Juli 2021

Ausfahrt Coffee Shop Næstved Go

 1,116 har set denne side ialt,  1 har set denne side i dag

Her kan du finde korte historier om, hvad jeg har læst og hørt om Go i Danmark og udlandet, som jeg finder interessant. Jeg tilføjer løbende historier i løbet af måneden, så hold øje med nyt indhold.

Et Go besøg på Ausfahrt Coffee Shop i Næstved

Det er sommer og de fleste Go klubber holder sommerferie. Men derfor kan man jo godt spille Go alligevel.

I en af de hyggelige sidegader i Næstved bymidte kan du finde en skjult perle, hvis du kan lide god kaffe. Ausfahrt Coffee Shop er både en kaffebar, en samtale café og et sted hvor du kan få din kaffe med på farten. Du får en høflig og imødekommende betjening af ejeren Mikkel, der gerne vil gøre din kaffeoplevelse til mere end bare en kop kaffe.

Man kunne måske føle sig henslængt til en afslappet kaffebar i storbyen Berlin, men Ausfahrt Coffee Shop ligger i centrum af Næstved. Det er ikke der du skal komme, hvis du forventer det store kageudvalg eller brunch, eller hvis du er typen, der har brug for at blive set af forbipasserende mennesker.

Ausfahrt Coffee Shop Næstved

Men søger du en afslappet atmosfære, hvor du kan nyde din kaffe, eller variationer deraf, og måske falde i snak med andre gæster, så er Ausfahrt Coffee Shop det rigtige sted i Næstved. Et åndehul, hvor du være i nuet og mærke en nærhed, som du ikke finder på de almindelige caféer i byen.

Det skal ikke være en hemmelighed, at det er blevet lidt af min stamcafé, eller rettere kaffebar. Jeg bemærkede, at der var mulighed for at spille skak, hvis man er til det. “Så hvorfor ikke Go?”, tænkte jeg. Det er der også plads til, fik jeg at vide af Mikkel.

Så jeg har haft et Go spil med i kaffebaren og fik lært Alex, som er ferieafløser i denne uge for Mikkel, at spille Go. Det tog ikke mere end 10 minutter, så var vi i gang med første spil. Det førte til endnu et spil og så et tredje spil, hvorefter min hjerne var temmelig brugt. Så da Alex spurgte om vi ikke lige skulle tage et fjerde spil, så måtte jeg stoppe legen, mens den var god. Ja, man bliver nemt grebet af Go.

Ausfahrt Coffee Shop Næstved Go

Nu skal kaffebaren ikke omdannes til en brætspilscafé, men hos Ausfahrt Coffee Shop er der også plads til lidt hjernegymnastik.

Du kan finde Ausfahrt Coffee Shop på Sct. Mortens Gade 4 i Næstved, hvis du skulle have lyst.

Ny online Go turnering i Danmark: John Nielsen Online Grand Prix 2021/22

Jeg tillader mig, at viderebringe følgende pressemeddelelse fra Dansk Go Forbund, idet jeg selv har skrevet den:

John Nielsen Online Grand Prix er et dansk online go grand prix, der består af 4 turneringer i løbet af året af cirka 2 måneders varighed. Turneringen forkortes JNOGP.

Turneringen er opkaldt til minde for John Nielsen fra Odense Go Klub, som gennem mange år arrangerede landsdækkende turneringer, så Go spillere kunne lære hinanden at kende på tværs af klubberne og derved styrke sammenholdet i det dansk go samfund.

Der anvendes Dansk Go Forbunds Discord server som mødested og review af spil. Der vil også blive sendt mail ud til deltagerne med spilleprogrammet, så det er ikke et krav at have Discord. Alle spil bliver indberettet til EGF.

Go spillere, som ikke er organiseret i DGF er velkomne, men skal betale ekstra gebyr til DGF for at deltage.

Der anvendes den officielle EGF rating og der spilles i tre grupper:

  • Gruppe A: Dan-spillere
  • Gruppe B: Single-kyu spillere
  • Gruppe C: Dobbelt-kyu spillere

Hvis en spiller ikke har en officielt EGF grad, kan der tildeles en grad af turneringsledelsen efter bedste skøn.

Der uddeles præmier til vinderne af hver gruppe for hver turnering.

Efter hver turnering tildeles spillerne GP point, og når “JNOGP 2021/22” afsluttes efter fire turneringer vil den spiller med flest GP point i hver gruppe blive Grand Prix mester.

På Dansk Go Forbunds hjemmeside: https://danskgoforbund.dk/hjem/index.php/jnogp
kan du læse mere om turneringen og løbende se status på turneringen.

Den første turnering er arrangeret af Ringsted Go Klub og starter søndag 1. august kl. 13-15 med møde på Discord. Tilmeldingsfristen er Torsdag 29. juli 2021.

På Ringsted Go Klubs hjemmeside: https://ringsted-go-klub.dk/RGK/Turneringer/ringsted-jnogp2021-1.html kan du læse alt omkring det praktiske til den første turnering.



Denne side er licenseret under en Creative Commons Kreditering 4.0 International-licens
Creative Commons-licens.

– Siden er sidst opdateret 3. august 2021 Kl. 22:14

Henrik Falk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *