Min Go Status nr. 3

Status Go Sten

 696 har set denne side ialt,  1 har set denne side i dag

Ny hjemmeside

Da jeg drømmer om, at skabe den bedste hjemmeside om brætspillet Go i Danmark på dansk, har jeg valgt, at flytte hjemmesiden til et rigtigt domæne. Jeg har valgt ”godojo.dk” med titlen: ”Go Dojo Danmark”.

En dojo er et japansk ord for et sted, hvor der foretages fordybende læring eller træning. Ordet dojo er ofte associeret med martial arts, men benyttes også i stigende grad om et sted, hvor man træner en sti at følge i livet for at opnå fysisk og psykisk balance. Ifølge min overbevisning, så kan brætspillet Go være en supplerende mental træning for martial arts udøvere, men også for alle, der ønsker at få større indre ro i deres liv. Derfor synes jeg dojo er et godt ordvalg i forbindelse med Go.

Indlæg på hjemmesiden

Jeg har opdateret ”Hvad er brætspillet Go” med eksempler, så man kan få en smagsprøve på spillet.

Jeg har samlet information til flere indlæg, som jeg vil begynde at skrive i den kommende uge. Følgende indlæg er planlagt:

  • Den store Go ordbog: ”Afslutning”
    Dette bliver første indlæg i den store Go ordbog. Jeg skriver først indlæg om de ord, som findes i ”Den lille Go ordbog”, før jeg fortsætter med andre ord
  • Den store Go ordbog: Forord
    Her vil jeg skrive lidt om formålet med den store Go ordbog
  • Brætspillet Go og Martial Arts
    Jeg har tidligere selv trænet flere forskellige typer Martial Arts og jeg har fundet ud af, at Go er et godt mentalt redskab som supplement til den fysiske træning. Formålet med indlægget er også, at forberede en folder, som kan benyttes af Go klubber til at søge nye medlemmer
  • Lille ebog i PDF format: Introduktion til Go
    Jeg er ved at samle mine indlæg under menuen ”Introduktion til Go” til en lille ebog og en folder, som vil kunne downloades gratis

Besøg hos Ringsted Go klub

Lørdag den 30. juni 2020 besøgte jeg Ringsted Go klub for at se, om det var en klub for mig. Klubben har ”klublokale” på Café Vivaldi, hvilket jeg fik fortalt var et win-win for begge parter.

Det var første klubdag efter Corona nedlukningen. Der var en regel om, at der skulle være 2 meter mellem hver bord, hvilket i praksis var lidt bøvlet med den plads caféen havde foran selve indgangspartiet. Det lykkedes dog, at få bordene på plads, men det var ikke uden en del vittige kommentarer fra forbipasserende. Jeg syntes også, det virkede lidt overdrevet, at holde så stor afstand, når man mange steder kommer tættere på hinanden, bla. i busser. Især også fordi vi tog forholdsregler, som afspritning seriøst, og det faktum, at vi jo ikke skifter makker hvert andet minut.

Vi var mødt 6 op til dagen og der var en god stemning og alle var meget imødekommende. Jeg følte mig meget velkommen.

Klubben har ikke så mange medlemmer, men jeg kunne forstå, at der var ved, at der var flere initiativer i gang for at få nye medlemmer.

Jeg fik en makker, som jeg spillede to spil med på et 9×9 bræt. Da jeg ingen erfaring med at spille med et menneske og er helt nybegynder, så jeg tabte naturligvis. Jeg havde det derfor helt fint med at tabe, og det var virkelig lærerige spil.

I det andet spil formåede jeg, at gøre resultatet mere ligeligt, da jeg ligesom havde ”læst” min makkers spil og forsøgte at undgå de fejl, jeg gjorde i første spil. Det spil tabte jeg med 0,5 points pga. komi.

Først tænkte jeg at 5,5 points(Tror jeg det var) i komi til hvid var lidt overdrevet på så lille et bræt. Måske fordi jeg kun tabte med 0,5 points. Så da jeg kom hjem måtte jeg straks undersøge, om det virkelig var rimeligt med så høj komi på så lille et bræt. Men det så ud til, at det faktisk var rimeligt, når jeg læste forskellige eksperters argumenter. Det er godt, at vide.

Alt i alt, så var det en god dag. Jeg var næsten høj, da vi sluttede mødet, fordi jeg var blevet modtaget så venligt, stemningen var afslappet og hyggelig, og at jeg virkelig følte, at jeg havde lært noget. Jeg sluttede af med, at konkludere, at jeg vil melde mig ind i klubben.

Min egen læring

Her er lidt info om, hvordan det står til med min egen læring:

  • Jeg er stadig ved, at arbejde mig igennem det gratis Go begynder kursus på hjemmesiden 321go.org. Jeg er næsten 2/3 igennem og kan konstatere, at kurset fortsætter med øge sværhedsgraden, men uden at jeg er helt lost. Der er dog nogle sæt opgaver, hvor jeg overhovedet ikke fatter, hvad opgaven går ud på og hvordan de skal løses
  • Jeg har lagt Go bøger lidt på hylden, da jeg lige nu vil fokusere på, at gøre online kurset færdig. Men også fordi jeg har erfaret, at der ofte benyttes 19×19 diagrammer og i bare ét Go diagram er der utrolig meget information, hvilket jeg slet ikke kan absorbere på nuværende tidspunkt
  • Jeg har tilmeldt mig klubdag i Ringsted Go klub på lørdag

– Siden er sidst opdateret 26. august 2020 Kl. 21:48

Henrik Falk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *